Kilde: Begreberne er hentet fra Bent Egaa Kristensen,  Historisk metode.

Historie ( ἱστορία ) betyder undersøgelse eller erfaring og senere fortælling. Historie handler om fortidens menneskeliv. Historie er dels fortællinger om fortidige begivenheder og dels fortiden selv.

Kildeorientering: Finde kilder, kortlægning og afgrænsning af materialet.

En kilde er enhver genstand herunder tekst, der kan anvendes til at drage slutninger til den virkelighed historikeren søger at erkende. En tekst (genstand) er ikke en kilde i sig selv, det er ikke en egenskab ved kilden, men historikerens erkendelsesinteresse definerer hvad der kan være kilder (= det funktionelle kildebegreb)

Kildekritik er betegnelsen for en undersøgelse af, hvor forfatteren til en tekst har den viden fra, han meddeler, fulgt op af en undersøgelse af, om hans meddelelse er troværdig.

Kildeidentifikation : Hvad er det? Hvem er forfatteren? Hvornår er den blevet til? Hvor er den blevet til? Kildeidentifikation kræver ofte en klassifikation (inddeling) af kilder i kategorier, fx dagbogsnotater, dokumenter, breve, litteratur etc. Klassifikation er fx også inddeling efter datering. En vigtig forudsætning for at drage slutninger er at fastslå kildens ophavssituation, dvs. den situation og den sammenhæng, den er blevet til i.

Et levn (frembringelse) er en rest eller spor fra en fortidig begivenhed. En slutning fra frembringelse bygger på det forhold, at forfatteren har meddelt noget. Derfor kan der ud fra en foreliggende tekst sluttes tilbage til den handling, der frembragte den.

En beretning meddeler noget om et sagsforhold eller en begivenhed. En slutning fra beretning bygger på det teksten meddelerom. En slutning fra beretning kræver en troværdighedsvurdering, men det gør slutning fra frembringelse ikke.

Formålet med fortolkningen er at fastslå, hvad der bliver meddelt i teksten. Målet er at forstå forfatterens intenderede mening.

En førstehåndskilde meddeler noget, som forfatteren selv har oplevet eller er nået frem til. En andenhåndskilde meddeler noget, som forfatteren har fået meddelt af andre.

En primær tekst meddeler noget, som ikke bygger på en anden tekst, vi også har. En sekundær tekst meddeler noget, som forfatteren har fået fra en anden tekst, som også foreligger for os.

Kildens indre konsistens er, om forfatterens påstande strider imod, hvad han i øvrigt hævder. Realkritik er at vurdere kilden ved at sammenholde det, forfatteren påstår, med det vores erfaring siger os er muligt.

Tendens er det forhold, at forfatteren har udformet teksten på en sådan måde, at det tjener til at understøtte det formål, hvormed teksten er frembragt. Forfatteren kan fx bevidst lyve eller mindre bevidst fremhæve, ”farve” og udvælge enkeltheder og omstændigheder, som støtter hans formål.

Det er afgørende, om historikeren har forstået meddelelsen rigtigt, dvs. om historikeren har forstået, hvad afsenderen af meddelelsen har villet meddele – hvad hans intention har været. En rigtig forståelse af teksten indebærer derfor at forstå afsenderens intenderede mening.

En Hypotese er historikerens forestilling om den sammenhæng, kilden udspringer af.

En teori er en hypotese, som er blevet efterprøvet. Dette gøres ved at undersøge, om der ud fra de kilder, historikeren har fundet, eller ved at opsøge andet materiale, kan sluttes, at hypotesen ikke er holdbar, eventuelt om der så kan opstilles alternative hypoteser.

Brugbarhedsvurdering er en vurdering af, om en kilde kan bruges til at besvare spørgsmålet.